Kære Sandy, Jeg ser DIG

BREV TIL MIN HUND · OKT 15, 2020

Af Hanne Svejstrup

Vi ærer det stærke bånd mellem hund og ejer i vores blog-serie: "Et brev til min hund". Vi elsker vores hunde, og de hunde vi har mistet har sat dybe spor i vores hjerter. Inspireret af kærligheden til de hunde, som er gået over på den anden side af regnbuen, samt af de hunde som stadig lever, har vi lavet en lille konkurrence. På den måde får vi også mulighed for at læse om DIN hund, som forandrede din verden.

Du kan sende dit brev til min hund til os via hello@justbedog.com

Sammen med brevet må du meget gerne vedhæfte 1-3 billeder af dig og din hund.

Konkurrencen slutter d. 1. november, hvor vi udvælger 3 vindere, som udover lækre præmier også kommer på vores blog på JustBeDog.com 

Indtil da kan du læse vores breve til vores hunde, som bliver udgivet her på bloggen over de næste par uger.

Kære Sandy,

Jeg ser DIG <3

Da Soffy skulle have sit første kuld hvalpe, ønskede jeg at beholde en tæve til mig selv. 

Og heldigvis var der en tæve blandt de tre hvalpe Soffy fødte. Og du var SÅ smuk en Zobel, som din mor. Og du var sød, mild og blid.

Jeg ønskede mig en ny agilityhund- en hund som kunne afløse Soffy, som i den grad havde været min stjerne til næsten alt hvad jeg bød hende – især agility. Jeg ønskede mig en ny hund, som kunne deltage på agilty -landsholdet… men sådan skulle det ikke være.

Du er utrolig lærenem og du elsker at træne og arbejde – og det er lige meget, hvad jeg byder dig, LP, NW eller tricks. DU elsker og ønsker bare at være sammen med mig.

Din debut i agility gik over alt forventning. Du rykkede i klasse 3 på en sæson. Og året efter havde du allerede 5 certifikater. Og du var kun 3,5 år. Men det sidste certifikat, skulle vi ikke have i hus.

For pludselig skete der bare noget… jeg glemt at se dig. Jeg fik presset og skubbet dig alt for hurtigt i træningen og du kunne ikke følge med, men du VILLE følge mig. Din psyke kunne ikke klare presset.

Du blev mere og mere stresset når vi var til stævner, du blev mere og mere svær at sende frem. Jeg forstod ingenting – du ville helst være tæt på mig.

Når vi stod ved start fik du mere og mere lyd på og det gik ud over min og din koncentration på banen. Jeg blev meget frustreret og irriteret og jeg så dig ikke.

Når vi havde været til stævner var jeg ked af det, hvorfor var det lige at det ikke gik. Hvad gjorde jeg forkert og hvorfor er vores samarbejde ikke som det har været.

Vi trænede videre og videre – og du var SÅ dygtig til træning. Du kunne bare så mange ting og det var en fryd at træne med dig. Men når vi stod ved start, så var det ikke som til træning.

Du prøvede at fortælle mig, at du ikke kunne rumme at være der – larm støj lyd og mange mennesker og hunde. Du ville faktisk allerhelst væk derfra. Vi kæmpede i ca. 2 år på at få vores sidste agilitycertifikat.   

Men til sidst gik der heldigvis op for mig - at det var MIG som ønskede at få det sidste certifikat. Det var ikke dig. Det kom til mig til et stævne som foregik indendørs. Og der kom selvfølgelig heller ingen resultater ud af det. Nej.. beslutningen blev taget lige præcis den dag. SLUT med al agility og også træning.

Efter den dag gik vi all-in for nosework. Og det er noget af det bedste som er sket for DIG og mig.

Vi har været meget igennem med træning i nosework. Vi skulle selvfølgelig også lige finde sammen i denne disciplin og vi har virkelig lært en masse. Det var virkelig været en meget lærerig proces og vi er bestemt ikke færdige endnu.

Men at tage til træning og se din udvikling og hvor langt vores lille team er kommet og vores samarbejde er nået er helt vildt.

Du er meget glad for nosework og du er også rigtig god til det. Nu går vi begge hjem fra træning og er godt brugt i hovedet og tilfredse i sindet. Du går som regel i seng når vi kommer hjem fra træning, fordi du er brugt på en god måde i hovedet. Det er en fryd at træne nosework sammen med dig.

Glæder mig til træning hver gang – og jeg SER dig.