Kære Balou, Du åbnede mine øjne

BREV TIL MIN HUND · AUG 20, 2020

Af Tanja Benn

Vi ærer det stærke bånd mellem hund og ejer i vores blog-serie: "Et brev til min hund". Vi elsker vores hunde, og de hunde vi har mistet har sat dybe spor i vores hjerter. Inspireret af kærligheden til de hunde, som er gået over på den anden side af regnbuen, samt af de hunde som stadig lever, har vi lavet en lille konkurrence. På den måde får vi også mulighed for at læse om DIN hund, som forandrede din verden. Den 15. september frigiver vi detaljerne om, hvordan du kan være med. Konkurrencen slutter d. 1. november, hvor vi udvælger 3 vindere, som udover lækre præmier også kommer på vores blog på JustBeDog.com 

Indtil da kan du læse vores breve til vores hunde, som bliver udgivet her på bloggen over de næste par uger.

Kære Balou,

Du åbnede mine øjne.

Når jeg kigger ind i din øjne, fyldes hele min krop med varme og taknemmelighed. Der breder sig en ubeskrivelig ro og følelse af forbindelse. Jeg genkender dig. 
Jeg føler, vi har kendt hinanden altid - også før vi gjorde det i dette liv. 
Har vi det?

Nogle gange tænker jeg, du kender svaret…

Husker du vores første møde? Jeg glemmer aldrig den dag. Jeg havde gennem nogle måneder følt mig draget mod Dyreværnet, og ofte kigget på hjemmesiden. Jeg slog det hver gang hen, da jeg på ingen måde havde tid til en hund mere. Som selvstændig der i lange lange perioder arbejdede 12 timer i døgnet, var jeg konstant i stress tilstand. Mit liv kørte på tid. En meget stram tid. Jeg kunne på ingen måder mærke mig selv, jeg overlevede bare. 

En dag tog jeg beslutningen om at følge det uforklarlige. Det var dagen vores møde ændrede mit liv for altid.
Kaldte du på mig?

Jeg så dig med det samme. Da du stod der i buret og kiggede længselsfuldt ud. Jeg så de store mærker i beton væggen, hvor du havde hoppet op ad og kradset i frustration. Jeg havde kun øjne for dig. 

Jeg husker, da vi første gang kommer hen til dig, hvor du bliver meget overvældet, glad og forvirret. Du kom til at bide og ruske lidt i os… Det skræmte os heldigvis ikke. Jeg så kun en stor misforstået, svigtet og såret dreng, som i den grad, trængte til kærlighed og tryghed.

De søde mennesker som passede dig fortalte, at du havde været hos dem i et halvt år, hvilket er meget. Du blev afleveret som 1 årig, og var meget stresset og temmelig voldsom. 

Du havde haft svært ved at finde en familie, da du kunne virke skræmmende og nogle gange komme til at gø og bide. Dyreværnet havde heldigvis været kritiske og ventet på den rigtige skulle komme.

Efter en dejlig gåtur siger jeg på gensyn, da vi må forlade dig.

Vores første tid hjemme var en stor omvæltning for os alle - og især dig. Jeg ved det var svært for dig. Hvordan skulle du opføre dig? hvordan skulle du forholde dig til de andre hunde? Hvordan kommunikerer vi? Indtil da havde du kun kunne kommunikere ved at være fysisk. Ingen havde lært dig andet.

Men vi løste det sødeste Balou. Med lange lange gåture, masser af tålmodighed, ro, kærlighed og tryghed.

Jeg forstår også, hvorfor du i starten passede på mig overfor de andre hunde. Jeg forstår din følelse af svigt, og frygten for at miste igen. Jeg er så glad for, at vi fælles, med gode rådgiveres hjælp, fik ændret den følelse, så du nu ved, du altid vil have et hjem her. Du vil altid have mig.

Vores træning sammen er fantastisk. Den glæde og entusiasme, du viser, fylder mig med kærlighed. Det har været svært, ja! For igen skulle du forholde dig til en helt ny situation og måde at være sammen på.
Hvordan skulle det foregå, hvordan skulle du agere…? Du gjorde dit allerbedste, og det var svært for dig at rumme alle følelserne, der bare måtte ud - nogle gange lidt voldsomt. 

Vi har efterhånden fundet vores egen måde at træne på. Du lærer mig at tænke anderledes i træningen, lærer mig at bruge min intuition, lærer mig, at der findes andre måder, lærer mig at føle og mærke dine vibrationer og signaler i træningen og møde dig, der hvor du er. At trække vejret roligt og fornemme. At træning skal være let og flydende - ikke alvor, ikke altid kasser og bokse. Når vi træner er der ingen forventninger og intet pres. Progressionen skal mærkes. 

Skulle jeg engang imellem glemme alt det du har lært mig, så er du god til at minde mig om det. Du gør mig til en bedre træner.

Jeg ved, at du har det svært med fremmede hunde. Det gør dig usikker, og det stresser dig. Det er svært for dig at være på en træningsplads, hvor der er andre. Jeg respekterer det fuldt ud, og vi træner bare herhjemme, det betyder ingenting. Det vigtigste er, at du er tryg og glad. 

Du lærer mig at lytte, mærke og være med øjeblikket. At det er okay at sige stop.
Før dig, havde jeg i lang tid været lukket. Jeg kørte bare fremad med fuld kraft - uden at mærke noget. Mærke livet og hvad det egentlig, var jeg ønskede. Ønskede for mig selv. Du guidede mig tilbage, og pludselig kunne jeg se, føle og være i nuet. Det var ikke et tilfældigt møde, det var meningen at vi skulle hjælpe hinanden.

Jeg ser dig. Du åbnede mine øjne.

Skrevet af Tanja Benn

Tanja har 5 hunde og bor sammen med sin mand i udkanten af en skøn skov. Hun er medejer af "Just Be Dog" og uddannelsesleder på "Just Be Pro" og "Just Step Up". Tanja bruger alt sin tid på sine egne hunde, og hendes store passion HUNDE. Hun elsker desuden at træne og undervise i specialsøg og brugshundearbejdet.